Frøspiring

Amylose er en stivelsesform, et uforgrenet polysakkarid (dvs. en kulhydratform sammensat af mange monosakkarider via glykosidbindinger - i dette tilfælde monosakkaridet glukose). Hos et frø vil depotnæringen forekomme i form af amylose, men når frøet påbegynder spiringen sker der en gradvis nedbrydning af amylosen til mindre bestanddele (di- og monosakkarider) via amylaseenzymer. De lettereomsættelige kulhydratformer vil planten hernæst kunne anvende til egen vækst (respirationsprocessen). Amylose er særlig smart som depotnæring, fordi det udelukkende er opbygget af monosakkaridet glukose i lange kæder - derfor skal planten ikke først til fx at omsætte fruktose til glukose for dernæst at kunne anvende det til sin respiration, men kan med det samme udnytte glukosen fra amylosen. Når amylose nedbrydes af amylase brydes glykosidbindingerne mellem de enkelte glukosemolekyler, som amylose samlet er opbygget af, hvorved glukosen (monosakkarid) frigives til spiren og dernæst kan anvende i sin respirationsproces (frøet er jo så lille, at det ikke har kunnet danne glukose via fotosynteseprocessen, idet den jo endnu ikke på dette stadium har udviklet blade/stængel, mv.) Spiren har derfor, indtil den er stor nok til at kunne lave fotosyntese, brug for amylosedepotnæringen, så den kan foretage den fornødne respiration og altså opleve så megen vækst at den selv bliver i stand til at foretage fotosyntese, og herved ikke længere er afhængig af sin depotnæring længere.


Dette bevirker, at vådvægten hos en spirende plante stiger, idet den jo netop i forbindelse med sin vækst begynder at udvikle sit omfang. Som sagt nedbrydes amylosen hos frøet i starten af dens vækst, så den jo netop kan sætte gang i sin vækst via amyloses nedbrydning til glukose, og derfor 'forbrændes' depotnæringen hos frøet, hvilket i starten af frøets vækstperiode udgør tørvægten, hvorfor tørvægten hos en plante falder i starten af dens vækst. Men siden bliver planten jo så stor, at den selv er i stand til at foretage fotosyntese, hvorfor planten nu ikke længere har brug for at tærre på sine depoter (altså nedbryde amylosen). Derfor vil den nu, via fotosyntesen, kunne producere glukose, og herved begrænse/stoppe nedbrydningen af amylosen til glukose til respirationen, og istedet anvende den producerede glukose fra fotosyntesen til sin respiration - og samtidig vil planten gradvist blive i stand til også at kunne 'lægge lidt til side', dvs. begynde at opbygge ekstra depotnæring hvis der skulle komme trænge kår et stykke tid - altså vil tørvægten igen stige. En plante forbrænder således sammenfattet sine depoter i starten, men bygger dem igen op senere når den har 'overskud' af glukose (bl.a. amylose, cellulose, lignin, mv.)

Hvorfor dufter planter?

Planters mange forskelligartede dufte og aromaer anvendes i naturen til at tiltrække bestøvere og frøspredere, men ligeledes benyttes de udskilte kemiske duftstoffer til at holde evt. fjender væk fra planterne (læs evt. om forsvarsstoffer). De udskilte duftstoffer kan således have stor indflydelse på dyr (såvel som menneskers) adfærdsmønstre. Velduftende duftstoffer markerer, at planten ønsker at tiltrække fx insekter, og omvendt vil frastødende dufte være med til at afholde dyr fra at spise en given plante. På samme vis bliver vi som mennesker jo også tiltrukket eller er afstandstagende alt efter en plantes duftudskillelse. Duftstofferne binder sig til vores receptorer i næsen kortvarigt, hvilket er afgørende for, at vi kan opfange de forskellige duftaromaer hos planter. Hos særligt krydderier har de meget stærke kemiske forbindelser, som krydderierne udskiller, været anvendt i mange mellemøstlige lande til at forlænge holdbarheden hos andre fødevarer.

De kemiske duftstoffer, som planterne udskiller, opdeles i primære og sekundære metabolitter. Førstnævnte metabolitter er bl.a. kulhydrater, lipider og aminosyrer, som indgår i planternes stofskifteprocesser, og herigennem planternes vækst. De sekundære metabolitter, hvorunder duftstofferne indgår, bruges bl.a. til at tiltrække bestøvere og frøspredere eller bestykke planterne mod angreb fra evt. insekter, dyr, svampe, bakterier, parasitter, mv., og varierer fra planteart til planteart. Overordnet betegner man også de primære og sekundære metabolitter for naturstoffer, men mere præcist, i forhold til fx duftstofferne hos planterne, kan man tale om specialiserede metabolitter (læs evt. om naturstoffer). Tidligere anså forskere de sekundære metabolitter som mindre nødvendige for en given plantes overlevelsesmuligheder, hvis den blev beskyttet eller bestøvet på anden vis, men nyere forskning peger på, at de sekundære metabolitter er fuldkommen lige så essentielle som de primære metabolitter og derfor også indgår i livsnødvendige og uundværlige funktioner i planterne.

De specialiserede metabolitter i planterne kan kategoriseres i tre hovedgrupper af kemiske forbindelser:  terpener, fenylpropanoider og kvælstofholdige forbindelser. Herforuden findes også andre stofgrupper så som fedtsyrerne, som delvist har betydning ved dannelse af duftstoffer hos en plante (mange duftstoffer indeholder en ester-gruppe fra fedtsyrer).
Den største af de tre kemiske hovedgrupper er terpener, hvor stofferne er afledt af grundstrukturen isopentenylpyrofosfat, der indeholder 5 kulstofatomer og er uopløselige i vand. Isopentylpyrofosfat kan omdannes til isopren der har to dbbeltbindinger, eller dimethylallyl, der har en dobbeltbinding. Terpener klassificeres efter, hvor mange C5-enheder, der indgår i molekylet. Et hemiterpen har kun en C5-enhed. Et monoterpen består af to C5-enheder (10 kulstofatomer), et sesquiterpen (sesqui = 1 1/2) har tre C5 enheder (15 kulstofatomer) og et diterpen har fire C5-enheder (20 kulstofatomer). Indgår der mere end 10 C5-enheder er der tale om et polyterpen. Limone er et eks. på en monoterpen, som er det karakteristiske duftstof hos citrusplanter. Duftstoffet findes særligt opløst i citrusolie i en særegen kirtel som befinder sig i skallen hos citrusfrugter. Hvor mennesket ofte anser citrusduften som forfriskende og dejlig, frastøder den mange insekter, og anvendes derfor bl.a. i industrielt fremstillet myggemiddel. Nogle terpener virker hos planterne som hormoner (fx gibbereliner, som er diterpener), nogle stabiliserer membraner (steroler, som er triterpener), nogle indgår i fotosynteseprocessen (fx carotenoider, som er tetraterpener), nogle indgår i vigtige vitaminer som D og E.
Fenylpropanioder er specialiserede metabolitter indeholdende aromatiske ringe. Det er en heterogen gruppe af stoffer, idet nogle er vandopløselige carboxysyrer eller glykosider og andre kun opløses i organiske opløsningsmidler. Alt fra uopløselige polymerere, såsom ligning, til garvesyrer (tanniner) og mange farvestoffer, så som flavonoider og anthocyaniner, er fenylpropanoider. Hos planter anvendes mange fenylpropanoider som forsvarsstoffer imod planteædere og svampe, fx furanocoumariner, der findes i skærmplantefamilien (bl.a. psoralen i bjørneklo). Salicylsyre er et signalstof hos mange planter og en vigtig del af deres forsvarsmekanismer. Særligt forekommer stoffet i høj koncentration hos pil og poppel. Stoffet er smertestillende, men et ikke særligt stabilt molekyle, og for at forlænge holdbarheden ændres stoffet derfor til acetylsalincylsyre, hvor acetylgruppen i kroppen fraspaltes, således at kun salicylsyren frigives.
Kvælstofholdige forbindelser er en omfattende gruppe af stoffer, idet mange specialiserede metabolitter indeholder kvælstofatomer i deres grundstruktur, bl.a. alkaloider, cyanogene glukosider og glukosinolater. Alkaloiderne omfatter stoffer, som er giftige for mennesker og andre pattedyr samt har en række medicinske egenskaber. De indeholder en heteocyklisk ring med både kulstofatomer og et eller flere kvælstofatomer. De cyanogene flukosider findes i mange kulturplanter, og er afledt af aminosyrerne valin, isoleucin, leucin, tyrosin, phenyalanin og 2-cyclopentenylglycine og kan være både alifatiske og aromatiske. Glykosinolater (sennepsoliestoffer) findes særligt i korsblomstrende plantearter, bl.a. afgrøder som kål, broccoli, rucola, raps, strandkål, mv. Forskning tyder på, at nogle af disse stoffer er kræfthæmmende hos mennesker og dyr.

Duftstofferne hos en given planteart kan være meget forskelligartede. De kan dannes af forskellige organer hos planten og kan have meget varierende kemiske sammensætninger alt efter, hvor de er dannet i planten. Fx kan duftstoffer dannet og udskilt af en moden frugt være tiltrækkende på frøspredere, mens selve frugtens frø kan være giftige. Nogle duftstoffer diffunderer af sig selv ud gennem plantecellernes cellemembran og frigives til luften, mens andre duftstoffer først frigives, når plantecellernes cellevæg og cellemembran hos de epidermale cellers kutikula lag (beskyttende) brydes. Hos visse planter er duftmolekyler konjugerende, dvs. bundet til andre molekyler, og frigives derfor først, når disse andre molekyler reagerer med et enzym, således at molekylerne adskilles, og duftmolekylet kan frigives.

Kigger man i et mikroskop på planternes epidermale celler, forekommer der ofte trikomer, dvs. kirtelhår, herpå. Det er netop i disse kirtelhår at mange plantearter har deres særegne duftstoffer i form af æteriske olier som kan frigives til omgivelserne. Antallet af kirtelhår hos en given plante er bestemt af plantens alder, idet antallet af trikomer øges samtidig med at bladoverfladens overhud vokser og udvides.

Dannelsen af specialiserede metabolitter er kompliceret og energikrævende for planterne, og sker som følge af en lang evolutionær tilpasningsproces. Denne proces er stadig igangværende, idet planterne evolutionært kan ændre sig, med ligeledes kan deres konkurrenter og fjender for til stadighed at tilpasse sig og omgå plantens ændrede forsvarssystem (coevolution). Derfor er der et klart formål for planten ved produktionen af duftstoffer, hvorfor den investerer energi i produktion af omtalte kemiske forbindelser.
Menneskets forældling af forskellige udvalgte planter igennem de seneste 10.000 år samt selektion af planter efter højt udbytte og god spisekvalitet kan dog have betydet, at nyttige planteegenskaber er gået tabt, bl.a. i forhold til samspillet med andre plante- og dyrearter. Derfor vil de naturlige forsvarssystemer hos planterne være nyttesløse og evolutionært være blevet reduceret (mange afgrøder dyrkes desuden i dag langt fra deres oprindelessted og derfor også langt fra deres naturlige omgivelser og fjender, hvorfor deres oprindelige forsvarssystemer mod disse fjender virker omsonst at opretholde). Dette kan betyde, at der bliver behov for større brug af gødning og sprøjtemidler, fordi planternes naturlige forsvarssystemer er sat ud af drift. En mulighed for at opretholde og fremme planternes naturlige forsvarssystemer er, at lade de naturlige fjender angribe planterne og dernæst anvende nyttedyr, som kan begrænse skadedyrene. Processen med at genetablere den naturlige biosyntese af naturlige forsvarsstoffer hos planterne vil dog evolutionært være en langsommelig proces, og derfor forskes der i dag i opregulering via genteknologiske metoder - dog kan dette tillige have mange ulemper. Et eks. på en igangværende forskning, hvor man via GMO-teknologi forsøger at springe forædlingsprocessen over og samtidig gavne fosforkredsløbet i landbruget, kan læses i artiklen 'Cisgene bygplanter'.

Kilde: 'Hvorfor dufter planter? - om planternes kemiske sprog' af Inga C. Bach, Mika Zagrobelny, Cb. Gowda Rayapuram og Henrik Toft Simonsen, Institut for Plantebiologi og Bioteknologi, Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, www.planteforskning.dk
I artiklen finder du en mere uddybet beskrivelse og mere detaljeret gennemgang af ovenstående blogindlæg.

Forsvarsstoffer i planter

Forsvarsstoffer i planter kan opdeles i to grupper: fytoanticipiner og fytoalexiner. 


Fytoanticipiner er stoffer som konstant forekommer i planter, parate til at angribe indtrængende bakterier og insekter. Herved vil der være et konstant depot af disse forsvarsstoffer hos planter. Fordelen ved dette depot med forsvarsstoffer er naturligvis, at planten så hurtigt og effektivt som overhoved muligt kan forsvare sig mod evt. bakterie- eller insektangreb. Ulempen er omvendt, at det er energikrævende for planten at opretholde sine forsvarsdepoter. 
Fytoanticipiner er nærmere bestemt giftstoffer som ligger i vakuoler i plantevævet, hvor de her har en passiv form og dermed ikke er giftige. Det er først når vakuolen brydes, at stofferne omdannes til deres aktive form, som er giftig. 


Fytoalexiner er i modsætning stoffer som ikke ligger klar i planten til eventuelle angreb, men dannes først når planten er blevet angrebet, hvilket betyder, at planten sparer energi. Desuden gør det planten i stand til at kunne producere de fytoalexiner, som er bedst egnede til netop at bekæmpe den specifikke angribende organisme. På denne måde kan fytoalexiner være mere specifikke end fytoanticipiner. 


Afgørende for, hvilken gruppe af forsvarsstoffer, som en planten anvender ved angreb afhænger netop af, hvilket angreb og hvilke angribere der er tale om. 
En gruppe specialiserede metabolitter ved navn cyanogene glukosider indeholder kvælstof og oplagres i en inaktiv form. Den biologisk aktive del af disse stoffer frigives når plantevævet ødelægges, hvori disse stoffer deponeres - fx i forbindelse med et insektangreb. Vakuolerne i plantevævet ødelægges herved, og de cyanogene glukosider kommer i kontakt med enzymer. På denne måde omdannes fytoanticipinen dhurrin til p-hydroxybenzaldehyd og HCN via enzymerne β-glukosidase og α-hydroxy-nitrilase, som over to omgang omdanner dhurrin til HCN. HCN er giftigt og dræber de fremmedartede og uønskede indtrængere ved at hæmme respirationskæden i mitokondrierne, hvorved de kvæles langsomt. Cyanid kan frigives fra mange af de plantearter, som vi i dag bruger som fødevarer, bl.a. byg, hvede, ris, mandler og kirsebærkerner samt kassavaplanten (uddybet senere). I de spiselige dele af de disse forædlede afgrøder frigives der dog så lidt cyanid, at menneskekroppen sagtens er i stand til at afgifte stoffet (undtagen kassavaplanten, som kan gennemgå en forarbejdning førend den kan spises). Æblekernerne er ligeledes giftige pga. deres høje indhold af cyanogene glukosider, og dette understreger derfor, at man ikke bør spise kernehuset hos æbler. 
Forskning har samtidig vist, at planter er i stand til at udnytte skadelige oxidanter til bekæmpelse af fx parasitter via en såkaldt hypersentivering (HS). Ved HS dræber planten faktisk sine egne celler i de angrebne områder, hvorved parasitten ikke kan overtage dem. På denne måde dør parasitten, da den jo ikke har nogen værtscelle at overtage. I processen anvender planten oxiderende enzymer, som igangsætter dannelsen af oxidanterne H2O2, OH- og O2, som alle har en meget oxiderende effekt (større end en antioxiderende) på bl.a. planternes cellemembran, hvorved de umættede lipider i cellemembranen oxideres og på denne måde ødelægges. Således dør plantecellerne i de udsatte områder. 
Nogle forsvarsstoffer er ikke giftige, før de er blevet aktiveret af lys. Dette gælder fx furanocoumariner, som tilhører fenylpropanoiderne. Sollys i UV-A området (320-400nm) bringer nogle furanocoumariner i en højenergitilstand. Aktiverede furanocoumariner kan hernæst bindes til pyrimidnbaserne cytosin og thymin i DNA, hvilket bevirker en blokering af transkription og DNA-reparationer hos celler - og dette kan hernæst føre til celledød. Planter som indeholder furanocuomariner er fx skærmplanter så som kæmpebjørneklo og skarntyde. Hos kæmpebjørneklo findes furanocoumarinet bergapten i særlig høj koncentration. På trods af mange års forældning af planter, indeholder nogle spiselige planter, så som selleri, pastinak og persille, stadig furanocoumariner - bl.a. psoralen. I selleriplanter især kan koncentrationen af furanocoumariner øges op til 100 gange hvis den udsættes for sygdom eller stress. Dog er der stadig ingen sundhedsskadelig effekt for mennesker ved at indtage disse planter.


Via bioteknologiske metoder forskes der i dag i at udvikle planter med et højt indhold af forsvarsstoffer. På denne måde vil man bl.a kunne reducere brugen af sprøjtemidler, da planterne jo således i langt højere grad selv vil være i stand til at forsvare sig imod angribende organismer. På denne måde vil vores miljø ikke blive belastet af sprøjtemidlerne, hvilket vil have en gavnlig effekt på bl.a. vandmiljøer. Et problem ved de GMO-skabte planter med særligt mange forsvarsstoffer er dog omvendt, at de kan udgøre en trussel i et naturligt økosystem, ved simpelthen at udkonkurre de naturligt eksisterende plantearter. Således vil de kunne ændre sammensætningen i økosystemer, hvilket ikke kun har effekt på omgivende planter, men ligeledes dyrelivet som er afhængige af plantesammensætningen. GMO-planterne vil samtidig ikke kunne udryddes med sprøjtemidler, da vi jo netop har gjort dem mere modstandsdygtige, så bekæmpelsesmulighederne indskrænkes, hvis udfaldet af dyrkelsen af disse planter ikke går som ventet. 
Omvendt forskes der nu også i helt at fjerne forsvarsstoffer fra visse plantearter via GMO. Det gælder fx Kassavaplanten, er yderst tørketolerant og kan vokse mange steder uden store ressourcer, som i Afrika er en vigtig næringskilde for befolkningen (stor indhold af kulhydrater), men først efter at den er blevet afgiftet (denne proces forårsager at der udledes mellem 30.000 og 100.000 tons giftigt hydrogencyanid til vandløb, søer og atmosfære årligt). Hvis man via genmodificering fjernede plantens forsvarsstoffer, bl.a. så den ikke indeholder cyanogene glukosider, ville den blive modtagelig overfor parasit-, bakterie og insektangreb, hvorfor den bl.a. ikke vil udgøre en trussel for naturligt eksisterende økosystemer, og ligeledes ville det have en gavnlig effekt på miljøet, som herved spares for store giftudledninger årligt. Dog vil de manglende forsvarsstoffer omvendt gøre planten ekstra udsat for mikroorganismers angreb, hvorfor den ville behøve en eller anden form for hjælp for at kunne beskytte sig. Læs evt. mere om hvordan man ønsker at fremme kassavaplantens næringsmæssige værdi her. 


Følgnede artikel beskriver endvidere hvilken effekt GMO-fødevarer kan have for vores landbrug: http://www.netpublikationer.dk/FVM/978-87-7083-562-6/kap07.htm

Antioxidanter i planter

Antioxidanter udgør en meget vigtigt gruppe stoffer for planter, idet de sørger for, at de frie skadelige radikaler som planter indeholder, ikke har en skadelige indvirkning (via oxidation) på de essentielle/vitale dele og stoffer i planten, bl.a. cellemembranen tilknyttet plantecellerne og de omkringliggende stoffer. Antioxidanterne forhindrer/begrænser/forsinker således en oxidation af et givent substrat i en given plante. 


En skadelig oxidation via frie radikaler i planter foregår normalt i tre trin. Første trin betegnes initationsfasen, hvor selve dannelsen af de frie radikaler forekommer, som følge af tilstedeværelsen af overgangsmetaller, lys eller andre radikaler der er dannet ved nedbrydningen af hydropexoid i planter. Det følgende trin i oxidationsprocessen kaldes propagationsfasen, hvor de dannede radikaler reagerer med oxygen, hvorved der dannes nye frie radikaler. Det tredje trin er terminationsfasen, hvor de frie radikaler reagerer med hinanden og dernæst danner stabile produkter der ikke kan oxiderer forbindelser i planter længere. 


Gruppen af antioxidanter i planter er meget varierende, men eksempler kan være catechin eller ascorbinsyre (dvs. C-vitamin). Antioxidanter inddeles dog generelt overordnet i to hovedkategorier - de primære antioxidanter (PA) og sekundære antioxidanter (SA). 
De primære antioxidanter kan forhindre en ovenforbeskreven oxidation ved enten 1) radikal scavenging, hvor antioxidanterne fanger radikalerne ved enten at være en hydrogendonor eller fungere som en radikal acceptor, hvorefter de reagerer med dem således, at der dannes stabile produkter, 2) metalchelering, hvor antioxidanter fungerer som chelerede stoffer, der fanger radikalerne, således at der dannes chelater (ringsluttede kompleksforbindelser mellem en metalion og et eller flere organiske stoffer) - ascorbinsyre er et eks. herpå, 3) quenching af oxyen, hvor antioxidanterne fanger et enkelt oxygenmolekyle og omdanner det til triplet oxygen via exitering, uden at ilten forbruges under processen - herved vil man undgå, at singlet oxygen reagerer med fedtsyrer og danner hydroperoxid (som jo er oxiderende). 
De sekundære antioxidanter virker ved at nedbryde hydropeoxider, og danne stabile produkter. 


I dag forskes der meget i, via bioteknologiske gensplejsningsmetoder, at kunne øge indholder af antioxidanter og vitaminer i planter, hvilket evt. vil kunne medvirke til at løse det ernæringsmæssige problem mht. tredje verdens lande og den fremtidige stigning af mennesker på kloden. På denne måde vil frugt og grønt indeholde flere antioxidanter og vitaminer, hvorfor man som enkeltindivid vil behøve at spise mindre frugt og grønt for at få dækket sine næringsstofbehov - og dette vil kunne spare samfundet for mange udgifter (bl.a. til sygdomme forårsaget af dårlige kostvaner) samt skåne miljøet. Forbrugere har dog en tendens til i dag ikke at ville vælge GMO producerede fødevarer, og den økonomiske gevinst for en landmand/samfund ved at investere i dyrkning af sådanne fødevarer reduceres således - bl.a også fordi det er forbudt at anvende frø fra forrige år som er genmodificerede (der kan jo forekomme evt. mutationer, som ændrer deres egenskaber ved længere tids opbevaring). Samtidig har vi i Europa en relativ striks lovgivning mht. GMO-fødevarer. 

Naturstoffer i planter

Begrebet naturstoffer (eller bioaktive stoffer) i forhold til planter, er et vidtfavnende begreb. Det dækker over de mange forskellige slags stoffer der findes i forskelligartede planter. Overordnet kan man dog inddele naturstofferne i henholdsvis primære og sekundære naturstoffer.
De primære naturstoffer udgør de essentielle, dvs. livsnødvendige, stoffer for planten (til vækst, formering, spredning, osv), herunder bl.a. kulhydrater, aminosyrer, proteiner, ligning, mv. 
De sekundære naturstoffer omfatter alle de stoffer, som er specielle/specifikke/unikke for den enkelte plante (selvom det dog er muligt for forskellige plantearter at producere de samme naturstoffer). Mht. sekundære naturstoffer, kan der bl.a. være tale om forsvarsstoffer, pigmenter, alarmstoffer, duftstoffer, giftstoffer, mv. 


Udnyttelsen af naturstoffer til diverse lægemidler rækker langt tilbage i menneskets historie. Men det er først fra 1800-tallet, at kemikere begyndte decideret at isolere og karakterisere specifikke naturstoffer, fx morfin, stryknin, kinin, koffein, nikotin, kodein, kamfer, kokain, mv. (læs evt. også om alkaloider), da man langsomt forstod, at lægemiddeleffekten hos planterne var særlig kraftig ved udtræk af planteekstrakter. Selv i dag udnyttes viden om planternes naturstoffer, og der forskes fortsat i naturstofferne, bl.a. i medicinalindustrien i en søgen efter nye lægemidler. En stor diskussion i dette tilfælde knytter sig til, om hvorvidt det bør lovliggøres at udføre bioteknologiske forsøg på fx planterne (gensplejsning bl.a.), således at specifikke naturstoffer koncentreres og planternes evner forbedre - og herved kan man bedre udnytte dem til medicinsk forskning og lægemiddelfremstilling. 


Se bl.a. også: http://www.farma.ku.dk/index.php/Laegemidler-fra-naturstoffer/5957/0/ samt http://www.biokemi.org/biozoom/issues/494/articles/2003, der beskriver henholdsvis forskningen i naturstoffer fra planter til lægemidler og naturstoffer til anvendelse af konservering af fødevarer. Følgende link http://viden.jp.dk/binaries/an/8001.pdf beskriver endvidere de bioaktive stoffer/naturstoffer som forekommer hos vores vegetabilske fødevarer samt deres gavnlige effekt på vores sundhed.