Frøspiring

Amylose er en stivelsesform, et uforgrenet polysakkarid (dvs. en kulhydratform sammensat af mange monosakkarider via glykosidbindinger - i dette tilfælde monosakkaridet glukose). Hos et frø vil depotnæringen forekomme i form af amylose, men når frøet påbegynder spiringen sker der en gradvis nedbrydning af amylosen til mindre bestanddele (di- og monosakkarider) via amylaseenzymer. De lettereomsættelige kulhydratformer vil planten hernæst kunne anvende til egen vækst (respirationsprocessen). Amylose er særlig smart som depotnæring, fordi det udelukkende er opbygget af monosakkaridet glukose i lange kæder - derfor skal planten ikke først til fx at omsætte fruktose til glukose for dernæst at kunne anvende det til sin respiration, men kan med det samme udnytte glukosen fra amylosen. Når amylose nedbrydes af amylase brydes glykosidbindingerne mellem de enkelte glukosemolekyler, som amylose samlet er opbygget af, hvorved glukosen (monosakkarid) frigives til spiren og dernæst kan anvende i sin respirationsproces (frøet er jo så lille, at det ikke har kunnet danne glukose via fotosynteseprocessen, idet den jo endnu ikke på dette stadium har udviklet blade/stængel, mv.) Spiren har derfor, indtil den er stor nok til at kunne lave fotosyntese, brug for amylosedepotnæringen, så den kan foretage den fornødne respiration og altså opleve så megen vækst at den selv bliver i stand til at foretage fotosyntese, og herved ikke længere er afhængig af sin depotnæring længere.


Dette bevirker, at vådvægten hos en spirende plante stiger, idet den jo netop i forbindelse med sin vækst begynder at udvikle sit omfang. Som sagt nedbrydes amylosen hos frøet i starten af dens vækst, så den jo netop kan sætte gang i sin vækst via amyloses nedbrydning til glukose, og derfor 'forbrændes' depotnæringen hos frøet, hvilket i starten af frøets vækstperiode udgør tørvægten, hvorfor tørvægten hos en plante falder i starten af dens vækst. Men siden bliver planten jo så stor, at den selv er i stand til at foretage fotosyntese, hvorfor planten nu ikke længere har brug for at tærre på sine depoter (altså nedbryde amylosen). Derfor vil den nu, via fotosyntesen, kunne producere glukose, og herved begrænse/stoppe nedbrydningen af amylosen til glukose til respirationen, og istedet anvende den producerede glukose fra fotosyntesen til sin respiration - og samtidig vil planten gradvist blive i stand til også at kunne 'lægge lidt til side', dvs. begynde at opbygge ekstra depotnæring hvis der skulle komme trænge kår et stykke tid - altså vil tørvægten igen stige. En plante forbrænder således sammenfattet sine depoter i starten, men bygger dem igen op senere når den har 'overskud' af glukose (bl.a. amylose, cellulose, lignin, mv.)