Vi kender alle fornemmelsen af midsommertidens lune, lyse aftener. Fuglenes sidste spæde sang bliver stadig svagere, mens mørket fortrænger den sidste rest af dagen. Grillen afgiver sin sidste varme, og myggene begynder langsomt at snige ind på alle kropsvarme væsner i nærheden. Hertil mangler kun jordbærerne. Friskplukkede jordbær, der gløder rødt i den sidste aftensol. Med fløde og sukker, i desserter, i kager, i grød, i syltetøj. Følelsen af tænderne, som glider gennem det søde kød er altid uimodståelig. Men for at få det bedst mulige udbytte af sine jordbær, findes der en række tips som kan være ganske nyttige at kende til inden jordbærsæsonen for alvor går i gang.
Jordbær er en såkaldt flerfoldsfrugt, og det man normalt anser for frugten er biologisk set i virkeligheden en opsvulmet frugtbund, hvor de små frø på denne frugtbund botanisk set i virkeligheden er nødder.
Jordbærrets oprindelse
Jordbær (Fragaria) findes i mange former og størrelser, arter og krydsninger. På verdensplan kendes på nuværende tidspunkt 17 jordbærarter, som er udbredt i Europa, Lilleasien og Nord- og Sydamerika. Planteslægten Fragaria har visse kendetegn. Planterne er små, lave, udløberdannende stauder, hvor løvet sidder i roset. Blomstringen forekommer oftest i maj-juni, hvor blomsterne er hvide og bladene er trekobled
e med tandet rand.
Valg af sorter
En af de mest almindelige jordbærarter er havejordbær (Fragaria x ananassa) som er en krydsning (hybrid) mellem amerikanske jordbærarter, og har eksisteret i Europa siden det 19. århundrede.
Der findes mange sorter af havejordbær, bl.a. dania, darselect, dybdahl, honeoye, korona, ostara, florin, evie, everest, pandora, elsanta, polka, senga sengana, florence, symphony, salsa, sonata og zefyr.
Dania modnes sent i sæsonen og udbyttet er ganske pænt. Til gengæld er jordbærrene store kegle- eller taskeformede og stærkt dybrøde udvendigt med fast konsistens og mild aromatisk smag. Planten er kraftig af vækst, har stor frugtbarhed og er meldugresistent.
Darselect modnes meget tidligt i sæsonen, og udbyttet er rigtig pænt. Jordbærrene er store og mørkerøde med en kraftig smag. Jordbærrene kan anvendes både i frisk og nedfrosset form, og de har derudover en rigtig god holdbarhed.
Dybdahl modnes tidligt i sæsonen. Udbyttet er dog kun af middel størrelse, og selve jordbærrene er kun middelstore. Senere på sæsonen bliver jordbærrene stadig mindre i størrelse og får en tilspidset form. Dog producerer sorten jordbær over en længere tidsperiode end andre sorter. Jordbærrene er lysere røde, igen med en fast konsistens og mild, sød, aromatisk smag. Sammenlignet med andre jordbærsorter er smagen dog en smule svag. Jordbærret har ikke en lang holdbarhed, og egner sig bedst til at blive indtaget kort efter plukning. Sorten er desuden svag af vækst. Det er en af de ældste sorter herhjemme, og er næsten blevet trængt ud af de danske haver pga. andre sorter, som er mere frugtbare. Sorten har foruden en fordel, idet jordbærrene ikke rådner så let efter regn, som andre sorters jordbær.
Honeoye modnes ligesom dybdahl tidligt i sæsonen, igen med middelstort udbytte, men er dog ikke på samme måde hårdfør som dybdahl. Jordbærrene er til gengæld ganske store, skinnede, kegleformede og dybrøde, både indvendigt og udvendigt, og deres smag er syrlig og uaromatisk. Konsistensen er fast, og desuden har disse jordbær et lavt syreindhold. Sorten er herudover modstandsdygtig overfor gråskimmel under regn i modningstiden, mens den dog ikke har dannet beskyttelse mod meldug. Tillige kan sorten benyttes friskt såvel som nedfrosset.
Korona modnes lidt senere ned honeoye og dybdahl, men stadig ganske tidligt i sæsonen. Udbyttet er igen af middelstørrelse. Jordbærrene er store og mørkerøde. Kødet i jordbærrene er ligesom på ydersiden mørkere rødt og har en blød og meget saftigt konsistens. Smagen er dyb og kraftig. Planterne er meget frugtbare.
Ostara er en remonterende sort, dvs. at planten hele sommeren, fra juli til frostens begyndelse, producerer nye blomster og kraftige, kødfulde, middelstore, lyserøde, velsmagende jordbær. Jordbærrene er egnede til at spises friske, dog ikke i samme omfang som andre sorte til nedfrysning. Det bedste udbytte senere på sommeren, i august og september, fås ved at fjerne blomsterne fra den første blomstring, således at der gives plads til en ny blomstring.
Florin er ligesom ostara en remonterende jordbærsort. Udbyttet er middelstort hele sommeren, og jordbærrene er egnede til både nedfrysning og til at blive anvendt friske. Jordbærrene er store og lidt orangerøde med en meget kraftig smag.
Evie er igen en remonterende sort, hvor udbyttet igen er middelstort. Jordbærrene er store og smagen er rigtig sød.
Everest er ligesom de tre tidligere nævnte sorter en remonterende sorter, som producerer store søde bær hele sommeren, som er velegnede til både at blive anvendt i frisk og nedfrosset form.
Pandora er en af jordbærsorterne, som blomster senest. Til gengæld er udbyttet af jordbær det næststørste, med store, kødfulde, dybrøde, kegleformede jordbær. Konsistensen er fast og saftig, og sorten får ofte mange udløbere. Et ekstra puls ved sorten er, at den ikke angribes af meldug og gråskimmel i et stort omfang. Et minus ved sorten er dog, at den ikke selv har pollen, så den skal bestøves af en anden sort. Jordbærsorten skal derfor placeres sammen med en anden jordbærsort for at få udbytte af pandora. Men mange af de andre jordbærsorter har en tidlig blomstringstid, så for at få fuldt udbytte af pandora skal sorten placeres sammen med en remonterende sort – i dette tilfælde altså ostara.
Elsanta modnes senere på sæsonen og udbyttet er stort. Jordbærrene er lyse og store med hvidt frugtkød. Smagen er mild og sød, uden syre. Sorten er særlig god til desserter, og egner sig bedst til frisk brug men ikke nedfrysning. Dog er holdbarheden god hos bærrene. Dog skal man som haveejer være opmærksom på, at elsanta er en vanskelig jordbærsort idet den ofte angribes af sygdomme, skadedyr og er følsom overfor vinterfrost.
Polka er den jordbærsort hvis udbytte er det største. Sorten minder meget om sorten Senga Sengana. Modningen forekommer middeltidligt, og jordbærrene er middelstore og kegleformede. Farven er dybrød både indvendigt og udvendigt, og smagen er let syrlig-sød og uaromatisk. Konsistensen er fast og sorten er velegnet til selvpluk og nedfrysning. Fordelen ved sorten er, at den er meget frugtbar og bærrene ikke angribes så meget af gråskimmel efter regnvejr.
Senga sengana er et rigtig fint alternativ til polka og modnes tillige middeltidligt. Jordbærrene er lysere røde, taskeformede, med en fast konsistens og kraftig, saftig smag. De er velegnede til selvpluk og kan anvendes såvel friskt som nedfrosne. Til gengæld er udbyttet ikke det største, og sorten kræver bestøvning. Samtidig er sorten temmelig sårbar overfor gråskimmel og besidder ikke den bedste holdbarhed, men kan nedfryses.
Florence modnes sent (mellem dania og pandora)og udbyttet er ganske pænt. Det er en af de nyeste sorter i Danmark. Jordbærrene er meget store og mørkere røde. Smagen er frisk og syrlig med aroma. Konsistensen er fast, og jordbærrene er holdbare og velegnede til nedfrysning. Sorten menes at være meget modstandsdygtig mod de fleste sygdomme. Selve planterne er meget frugtbare.
Symphony modnes sent og udbyttet er middelstort, men jordbærrene er store, kegleformede og saftige med en kraftig smag. Farven er dybrød udvendigt og lakserød indvendigt, og overfladen er skinnende og glat. Smagen er sød og uaromatisk, og konsistensen af jordbærrene er faste og spændstige. Sorten giver herforuden mange udløbere, men er svag af vækst. En fordel er, at de modne jordbær ikke er særligt modtagelige overfor gråskimmel.
Salsa modnes middelsent, men udbyttet er stort og jordbærrene er store og dybrøde med en kraftig aromatisk smag. Sorten er egnet til både nedfrysning og til at blive anvendt frisk.
Sonata modnes middeltidligt og udbyttet er af middelstørrelse. Jordbærrene er store, skinnede lyst røde med en kraftig smag. Sorten er herforuden meget velegnet både i nedfrosset og frisk form. Planten er desuden yderst frugtbar, men er en krydsning med Elsanta, som kan være vanskelig at håndtere som haveejer, og kan derfor tillige være vanskelig at have med at gøre i haven.
Zefyr modnes tidligt i sæsonen, men udbyttet er meget lille. Sorten giver store til mellemstore skarlagenrøde jordbær, hvis konsistens er fast og smagen hos jordbærrene er frisk og syrlig. Dog er sorten stadig sødere i smagen end honeoye. Desværre er sorten noget modtagelig overfor meldug.
Plantning og pasning af jordbærbed
Jo tidligere jordbærplanterne plantes, jo større bliver udbyttet det følgende år. Plantningen bør forekomme sidst i juli eller først i august, så man kan få det optimale udbytte af sine jordbærplanter den følgende sommer. Plantes de senere i sæsonen vil udbyttet det kommende år af jordbær derfor blive begrænset. Når jordbærplanterne plantes bør de aldrig sættes dybere ned i jorden end at topskuddet er over jorden, og indtil rødderne har fået rigtig godt fat i jorden, må jorden endelig ikke tørre ud.
Jordbærplanterne bør altid plantes i ny frisk jord, altså jord hvor der ikke tidligere har været dyrket jordbær eller andre planter de sidste par år. Plantes jordbærplanterne nemlig i brugt jord, så vil jorden være fyldt med nematoder, dvs. små orme som gnaver sig ind i den nye jordbærplantes sarte rødder og forhindrer at planten vokser optimalt. Nematoderne kan forblive i live i op til 3-4 år i jorden, så man bør vente med at anlægge sine jordbærplanter før efter et par år.
Arealet hvor der dyrkes jordbærplanter kan også dyrkes med andre afgrøder med afstand, idet man så reducerer risikoen for specifikke sygdomme og skadedyr hos netop jordbærplanter. Desuden skal arealet være fri fra flerårigt ukrudt, og jordbærplanterne skal jævnligt holdes rene for ukrudt. Den ideelle afstand er 30-40 cm mellem hver jordbærplante hvis udbyttet skal blive størst muligt, men det er dog lettere at holde planterne fri fra ukrudt ved 50 cm afstand eller derover.
Selvom jordbær trives bedst i halvskygge ved skovlignende forhold, så er pointen, hvis man ønsker fuldt udbytte fra sine jordbærplanter, at placere dem i fuld sol og så til gengæld sørge for, at de tilføjes rigelig fugtighed i jordoverfladen og rigelig af humus i jorden. I humusrig jord forekommer der nemlig en konstant nedbrydning af organisk materiale, hvilket jordbærplanterne har brug for at kunne producere det optimale antal jordbær.
Ved selve plantningen af jordbærplanterne i jorden, er det en rigtig god ide at løsne jorden, så rødderne ikke mases og der tilføres luft mellem rødderne. Derudover kan man blande lidt kompost i jorden inden planterne sættes heri, idet det tilfører planterne den nødvendige næring når de skal begynde at vokse. Komposten skal ikke være helt omsat, men det skal heller ikke være store mængder kraftig kompost. Umiddelbart efter plantningen af jordbærplanter er det derfor en rigtig god ide at tilføre 20-30 gram NPK gødning pr. m2.
Når planterne bærer jordbær er det desuden vigtigt at bemærke, at man bør holde sig fra at træde ind i selve jordbærbedet, idet jorden så faldtrykkes og rødder kan blive beskadigede.
Derudover er det væsentligt at notere sig, at planterne under bærsætningen, tørkeperioder og vækstfasen skal tilføjes rigelige mængder vand, gerne ned til ca. 10-15 cm. dybde.
Jordbærplanters levetid
Jordbærplanterne producerer flest og størst jordbær i de første par år, men i løbet af 3-4 år bliver bærrene og udbyttet stadig mindre. Det kan derfor, hvis man virkelig søger at optimere sin jordbærproduktion, være en god ide at udskifte jordbærplanterne efter ca. 2 år. På denne måde er det også væsentligt lettere at holde planterne fri for ukrudt og sygdomme.
Formering af jordbærplanter
Jordbærplanterne sætter selv udløbere under og efter høst, men fjerner man ikke disse udløbere kan haven hurtigt blive et værre vildnis. Hvis man dog ønsker at benytte udløberne, så skal man være opmærksom på, at de planter som sætte mange kraftige udløbere ikke nødvendigvis er dem som giver de største jordbær. For derfor at isolere de jordbærplanter som giver et godt udbytte, kan man markere dem med binde eller andet, og udløberne fra disse planter kan man så evt. beholde og dyrke videre på. Man skal desuden også være opmærksom på, at udløberne kan have arvet evt. sygdomme fra den oprindelige jordbærplante.
Hvis man vil isolere en udløber fra en plante, kan man plante udløberen i en potte, og når udløberen så har udviklet et godt rodnet selv, kan man klippe forbindelsen mellem den oprindelige plante og udløberen.
Når jordbærrene er høstede
På dette tidspunkt gavner det jordbærrene at blive rengjorte for udløbere og ukrudt, dog uden at rødderne beskadiges for meget. Det er vigtigt at jorden stadig forbliver løs og at jordbærrene er tilført et godt nyt jorddække med kompost, der forhindrer at regn ødelægger jordstrukturen og tilfører planterne ny næring til det kommende år. På denne måde kommer jorden om efteråret til at bestå af et meget omsat kompostjorddække nederst, der giver planten næring, og øverst et lag halvkompost, der holder de nederste jordlag fugtige. Samtidig holder det nye jorddække planten nede i jorden, idet jordbærplanter udvikler et nyt sæt rødder oven på de gamle i eftersommeren. Fryser jorden kan hele planten blive skubbet op af jorden, hvis det nye jordlag ikke er tilføjet øverst.
Ved remonterende jordbærsorter er situationen lidt mere kompliceret. De mest egnede tidspunkter at tilføje et nyt kompostlag øverst er enten sent i efteråret, eller meget tidligt i foråret, men kompostlaget kan også tilføjes konstant i løbet af foråret, sommeren og efteråret, hvilket dog kræver et mindre kompostlag hver gang og mere kontrol med planten.
Det efterfølgende forår (nær sommeren)
For at få sine jordbærplanter til at producere mest mulige jordbær i den kommende sommer, så er det en rigtig god ide at spare på komposten med det høje kvælstofindhold på dette tidspunkt, idet jordbærplanterne så vil danne mange blade men få jordbær. I stedet kan man tilføje et jorddække med omsat plantemateriale, visne blade eller halm, der holder på fugtigheden.
Sygdomme, forebyggelse og bekæmpelse hos jordbærplanter
Meldug og gråskimmel er nogle af de sygdomme som jordbærplanter oftest plages med. Derudover lider jordbærplanter af jordbærværgmider, jordbærviklere, håret engtæge, jordbærsortåd og hindbærsnudebiller.
Meldug kan man forsøge at undgå ved at undgå vandmangel hos jordbærplanterne og ved at udvælge sorter, som er meldugresistente. Desuden kan et godt jorddække, god afstand mellem planterne og kompost med lavt kvælstofindhold også være med til at forebygge meldug.
Gråskimmel kan man udgå ved at sørge for god jord, løst jorddække, kompost med lavt kvælstofindhold, lys, luft og igen udvælgelse af sorter, som ikke i stort omfang er så modtagelige overfor sygdommen.
Jordbærdværgmider kan man undgår eller bekæmpe med vanding af planterne i foråret hvor der er tilføjet et kraftigt løgudtræk fra f.eks. løgskal eller hvidløg eller et afkog af regnfang.
Jordbærvikleren hører til småsommerfuglene og har fået deres navn fordi de vikler bladene på planten sammen for at beskytte sig fra udefrakommende trusler. De gnaver langsomt bladene til ukendelighed. Viklerne overvintrer som æg eller larver i planterne, og så snart foråret begynder og nye blade og skud sættes på jordbærplanterne, sætter viklerne tænderne i de nye skud og blade. Værst er det, hvis viklerne forgriber sig på blomsterne og spinder kronbladene sammen. Jordbærrene bliver deforme og ødelagte, og udbyttet fra jordbærrene ringe. Klækningen af larverne foregår over en meget lang periode, hvilket derfor gør bekæmpelsen af jordbærviklerne noget besværlig. Men ved at placere jordbærrene i et område i haven, hvor der forekommer mange forskellige planter og plantemiljøer, vil naturligt forekomne fjender mod viklerlarverne kunne begrænse skaderne på jordbærplanterne. Særligt snyltehvepsen og mejser er nogle af viklernes største fjender. Som jordbærejer kan man, for at begrænse viklernes virkning på planterne, afklippe de gamle blade efter jordbærsæsonen, afpille larver, fjerne alle sammenspundne blade og foretage sædskifte. Ønsker man en effektiv skadedyrsbekæmpelse kan Dipel eller Maladan insektmiddel anvendes.
Rammes jordbærplanterne af håret engtæge eller jordbærtæge, så vil jordbærrene blive knortede, hårde og dårligt udviklede (symptomerne kan dog også skyldes sen forårsfrost, tørke, dårlig bestøvning). Håret engtæge overvintrer i voksen form, og søger så om foråret (lige i forbindelse med jordbærrenes blomstring) en egnet værtplante. Jordbærtægen overvintrer derimod som æg, men søger tillige en egnet værtplante i foråret. Særligt håret engtæge stikker hul i munddelene i de nydannede jordbær lige efter blomstring, så de ødelægges og de færdige jordbær dermed får et deformt ydre. Sorterne angribes i forskellig grad af håret engtæge. Elsanta får mange skader, Honeoye rammes i middelstort omfang, mens Senga Segana næsten ikke er modtagelig overfor engtægen. Som modforanstaltninger kan jordbærplanterne netdækkes i foråret, idet tægerne kommer flyvende for at finde deres værtplante. På denne måde hindres æglægning og jordbærrene beskadiges derfor ikke i deres tidligste stadie. Ligesom mange andre skadedyr, har også engtægen naturlige fjender. Biodiversitet derfor altid en god ide i haven, idet man derfor fremmer de naturligt forkomne fjender. Desværre findes der ikke på nuværende tidspunkt kemiske bekæmpelsesmidler til privatbrug mod tægerne.
Jordbærsortråd er en svampesygdom, der dog endnu ikke forekommer så ofte i Danmark. Symptomerne er ofte døde plantedele, herunder stængler, stilke, rodstok, blomster og selve jordbærrene. På bladstilke og stængler ses angrebene fra jordbærsortråd som langstrakte døde partier, der langsomt afskærer bladet eller udløberen så den viser og dør. På jordbærrene ses svampeangrebet som indsunkne, cirkelformede, brunlige/sorte pletter på de modne bær, der føles hårde. Ved tidligt angreb af de umodne jordbær vil hele bærret ofte tørre.
I fugtigt vejr vil svampesygdommen sætte laksefarvede sporer, hvilket er den tydeligste indikation til, at det er jordbærsortråd som man har med at gøre, og ikke gråskimmel, som svampeangrebet nemt kan forveksles med. Svampen overvintrer i inficeret plantemateriale, og om foråret begynder svampesporerne så igen at brede sig og sprede sig (bl.a. via regn, mennesker og dyr). Høje temperaturer og fugtigt vejr er de bedste betingelser for jordbærsortråd, og for at inficere en plante kræves frit vand på planteoverfladen, hvilket desværre ofte forekommer hos jordbær.
For at bekæmpe sygdommen kan man hurtigt forsøge at skille sig af med de inficerede plantedele (hele planter evt.), og jorden, hvori de inficerede planter har været dyrket, skal ikke dyrkes med nye jordbærplanter idet svampesporer stadig kan forekommer i jorden. Sorterne angribes også i forskellig grad af jordbærsortråd. Elsanta og Florence er f.eks. meget modtagelige overfor svampeangrebet. Når planterne vandes skal man undgå overbrusning af planterne i store mængder, da spredningsrisikoen øges ved plask af vand. Desværre findes der ikke nogle kemiske bekæmpelsesmidler til privatbrug.
Har jordbærplanterne erhvervet sig hindbærsnudebiller kan dette ses ved små symmetriske gnav i de unge uudfoldede blade, som små runde huller i blomsternes hvide kronblade eller som ødelagte blomsterknopper på planten. I sidste tilfælde skyldes de ødelagte blomsterknopper, at hindbærsnudebillelarver udklækkes når temperaturen er over 18 grader, og larverne bider så stilken med knoppen delvist over, så knopperne ødelægges og jordbærudbyttet mindskes.
Skaden fra hindbærsnudebillen er oftest værst ved de sene jordbærsorter som f.eks. Florence, hvor skadedyret i nogle tilfælde kan medfører fuldkomment afgrødetab uden bekæmpelse. Tidlige sorter som f.eks. Honeoye rammes i modsætning ikke i samme omfang af hindbærsnudebillen, idet temperaturen ikke er lige så høj ved blomstring som hos Florence.
Samtidig har antallet af knopper betydning for hindbærsnudebillens beskadigelse af planten. Sorter med mange knopper tåler langt bedre et angreb fra hindbærsnudebiller end sorter med få knopper.
Bekæmpelsen af hindbærsnudebiller foregår med pyrethroider (gruppe af insektgifte).
Som en tilføjelse kan det nævnes, at man bør undgå at gøde jordbærplanterne med kvælstofholdig gødning når de er svækkede, idet dette faktisk bare er med til at øge modtageligheden for langt flere sygdomme og forværre problemerne.
Kilder: http://da.wikipedia.org/wiki/Jordb%C3%A6r_(frugt), http://www.havenyt.dk/artikler/koekkenhaven/groensager/jordbaer_og_rabarber/71.html
Hvordan kan det være, at træerne vælger at kaste deres mangefarvede dragter når årstiderne skifter? Og hvad skyldes den pludselige farveændring fra frodig grøn til en farvestrålende farvelade i varme, rødlige nuancer?
Om sommeren gælder det for træerne om at vokse og udvikle sig, mens træernes vækst om vinteren går i stå og træerne selv går i dvaletilstand. Først og fremmest er træernes løvfald med til at beskytte træerne mod skader der kan forekommer når årstiderne skifter og vejrforholdene bliver hårdere for træerne. Solens stråler giver på dette tidspunkt ikke længere samme varme og energi som tidligere til træerne, temperaturen falder, og inden frost og sne for alvor formår at bide sig fast, smider træerne deres farveprægtig festdragt og står tilbage, nøgne med resterne af pryddra
gten som en dyne om rødderne. Bladene er nemlig et ganske sårbart sted for træerne, idet de er mere modtagelige for bl.a. frost end resten af træet.
Inden løvfaldet har træerne sørget for at trække næringsstofferne fra sommeren ud af sine knopper, grene eller rødder og har lagret næringen til det kommende forår. Næringsstofferne er primært kulhydrater, kalium og fosfor. Under denne proces spiller ethylen, et plantehormon ansvarlig for bl.a. udvikling og modning af frugt, en stor rolle. Når træet ikke at smide sine blade og trække næringsstoffer ud af dem, så vil næringsstofferne gå tabt. Det er derfor vigtigt for træet at kaste sin pryddragt - til stor glæde for os!
Efter at træerne har udtrukket næringsstofferne fra bladene og bladene langsomt begynder at ændre farver, løsnes også bladene fra deres stilke. Bladene er normalt hæftet fast til grenene via en bladfod, hvori bladet har et område der kaldes en abcissionszone der består af henholdsvis et seperationslag og et beskyttende lag i forbindelse med løvfald. Seperationslaget opstår så snart træet har udtrukket alle næringsstoffer fra bladene og sendt affaldsstoffer til bladene i stedet. Laget består af en række celler med tynde skrøbelige cellevægge, og bare bladenes vægt er nok til at få cellevæggene til at braste således at bladet falder af grenen. Det beskyttende lag dannes mellem grenen og seperationslaget og består af korkceller. Laget har til formål at beskytte det område, hvor bladet før forekom, idet ledningskanalerne med næringsstoffer til og fra bladet er særligt udsat efter løvfaldet, og dermed er der større risiko for tab af næringsstoffer hvis området ikke beskyttes af celler. På jorden omsættes bladene dernæst langsommeligt til organisk stof via nedbrydende organismer, og dette organiske stof kan træerne så til det kommende forår få glæde af i forbindelse med vækst. Derved genbruges naturens ressourcer gang på gang.
Men hvorfor er det så lige, at bladene antager de mange farveprægtige nuancer? Årsagen hertil er, at i takt med at træet lader sine blade visne og trækker sine næringsstoffer ud af bladene, så nedbrydes og begrænses også produktionen af det grønne pigment klorofyl fra fotosynteseprocessen i bladene. Derved træder nogle af de andre farvestoffer frem, som også findes i bladene, men ikke er tydelige om sommeren pga. klorofyl. De røde, orange og gule farveskær der pludselig træder frem i bladene skyldes derfor karotenoider og anthocyaniner, dvs. andre farvestoffer gemt bag det grønne ydre i bladene om sommeren. Kilde: http://www.havenyt.dk/forum/fri_debat/3409.html , http://www.skovognatur.dk/Kontakt/Brevkassen/VisSpm.htm?ItemId=cc0cacd6-11fc-49eb-ac5f-ae451a0e3ef0 , http://www.bionoerden.dk/system/traeromvinteren.html,
Der forekommer hos planter to essentielle processer: fotosyntese og respiration.
Fotosynteseprocessen er noget ganske særligt, som kun planter har patent på. Det er den ældste og vigtigste biokemiske proces på jorden. Under processen omdannes de uorganiske stoffer vand og kuldioxid til kulhydrat, ilt og vand via solenergi (dvs. elektromagnetisk stråling). Overordnet kan processen beskrives således:
12 H2O + 6 CO2 + lysenergi → C6H12O6 + 6 O2 + 6 H20 
Processen foregår i plantecellernes grønkorn inde i cellerne. Planter optager kuldioxid fra luften via spalteåbninger på undersiden af blade i dagslys. Vandet optages fra jorden via rødderne og den elektromagnetiske stråling optages direkte i stoffet klorofyl i plantecellerne. Klorofyl omdanner de røde og blå dele af sollyset til kemisk energi i form af ATP og NADPH. Denne del af fotosynteseprocessen benævnes primærprocessen eller lysprocessen. Da klorofyl er grønt, tilbagekastes en betydelig del af netop det grønne lys, hvilket giver bladene deres karakteristiske grønne farve. Den kemisk dannede energi bruges dernæst til den efterfølgende energikrævende proces i fotosyntesen, sekundærprocessen eller mørkeprocessen, hvor vand og carbondioxid omdannes til glukose og ilt. Både lys og mørkeprocessen forekommer om dagen, men mørkeprocessen foregår i modsætning til lysprocessen uden direkte brug af lysenergi, hvilket har givet processen sit navn.
Som direkte modsætning til fotosyntesen findes respirationsprocessen hos planter. Det er nemlig nødvendigt for planter at optage ilt for at kunne gøre den dannede energi fra fotosyntesen tilgængelig i de dele af planten, hvor der ikke forekommer fotosyntese, f.eks. i spirende frø og om natten, hvor fotosyntesen jo som bekendt ikke forekommer. Respirationsprocessen hos planter finder således sted både om dagen og om natten, mens fotosyntesen kun forekommer om dagen. Respirationsprocessen finder sted i planternes mitokondrier i plantecellerne, og langt de fleste levende væsner anvender respiration for at udvinde bioenergi af organisk stof. Ved respirationen nedbrydes glukose derfor ved hjælp af ilt, så den kemiske energi i glukose overføres til ATP. Ved processen dannes desuden kuldioxid og vand. Processens kemiske reaktionsligning ser således ud:
C6H12O2 + 6 O2 → 6 CO2 + 6 H2O + ATP (energi)
Kilder:http://da.wikipedia.org/wiki/Fotosyntese, http://www.denstoredanske.dk/Krop,_psyke_og_sundhed/Sundhedsvidenskab/Fysiologi/respiration/respiration_(Respiration_hos_planter), http://da.wikipedia.org/wiki/Respiration,
(For mere dybdegående beskrivelse af de to processer se indlægget med samme titel, men med betegnelsen UDDYBET VERSION under mappen 'august')
Alle planter har brug for næringsstoffer, og for at skaffe sig kvælstof har nogle planter (bælgplanter) udviklet en særegen symbiose med en gruppe jordbakterier kaldet rhizobiumbakterier, der ses som rodknolde på planternes rødder.
Rhizobiumbakterierne har den specielle evne, at de kan fiksere kvælstof fra atmosfærisk luft, der indeholder 73% kvælstof, hvilket planterne ikke selv er i stand til uden bakterierne. Bakterierne indeholder nemlig enzymet nitrogenase, som under iltfrie forhold er i stand til at kunne udføre en såkaldt nitrogenfiksering, dvs. spalte nitrogen fra luften til to kvælstofatomer, der dernæst adskilles så der dannes ammonium. Ammonium er giftigt for bakterierne, så det bruges til at opbygge kvælstofholdige organiske stoffer, bl.a. aminosyrerne asparagin og glutamin, der videregives til vækstplanten. Til gengæld leverer planten kulhydrater til bakterierne, dannet ved plantens fotosynteseproces, som bakterierne skal anvende til egen vækst og formering.
For at få adgang det værdfulde næringsstof, må planten lade bakterien inficere sine rodceller frivilligt. For at gøre dette, udskiller plantens rodspidser stoffer (flavonoider) som netop tiltrækker og genkendes af en særlig art af rhizobiumbakterier. Disse bakterier sætter sig dernæst på rodhårerne og udskiller stoffer som gør rodhårscellernes cellevægge smidige og modtagelige for infektion. Alt imens danner de enkelte rodhårsceller et såkaldt infektionsrør, som består af en udposning af rodhårscellernes membran. Infektionsrøret leder til rodknoldsceller i rodens bark.
Rhizobiumbakterierne har imens delt sig, og bevæger sig nu ind igennem infektionsrøret, hvis membran forhindrer bakterierne i at trænge igennem infektionsrøret.
Efterhånden som bakterierne deler sig og mængden af bakterier således øges, dannes en rodknold på plantens rod. Hver rodknold på plantens rødder omgives af et beskyttende lag af celler, således at rodknoldene beskyttes mod udefrakommende infektioner og skader.
For at regulere tilstedeværelsen af ilt i rodknoldene danner rodknoldcellerne stoffet leghæmoglobin der netop binder frit ilt. Dette medvirker derfor, at nitrogenaseenzymerne kan fungerer optimalt under nitrogenfikseringen. Dog leveres der alligevel den fornødne ilt til bakterierne, idet de skal bruge ilt til deres respiration. Bakterierne befinder sig således i små vesikler i plantecellen cytoplasma, hvor de forsynes med kulhydrater fra planten, mens bakterierne modsvarende leverer aminosyrer til rodknoldens celler. Aminosyrerne transporteres til rodens vedkar, hvorfra de fordeles i planten med det vand planten optager. Nitrogenfikseringen sker som nævnt via nitrogenaseenzymer. Nitrogenase består af to enzymer, en reduktase og en egentlig nitrogenase. Reduktasen odtager elektroner fra coenzymet ferredoxin som overfører H+ + e- på en måde der kan sammenlignes med NADH. Reduktasen afleverer e- til nitrogenasen, hvilket koster 2 ATP. Nitrogenase binder N2, som herved reduceres til NH3. For at processen kan forløbe forbruges der to ekstra elektroner, dvs. otte elektroner i alt. Reaktionsligningen er derfor samlet: N2 + 8e- + 8 H+ + 16 ATP + 16 H2O -> 2NH3 + H2 + 16 ADP + 16 P. I den vandige opløsning i bakteriecellerne forekommer NH3 og NH4+. Begge stoffer er giftige og NH4+ bygges derfor hurtigt sammen med alfa-ketoglutarat og danner aminosyren glutamat, dvs. NH4+ + alfa-ketoglutarat + NADPH + H+ -> glutamat + NADP+ + H2O. Alfa-ketoglutarat er et af stofferne i citronsyrecyklussen, og glutamat er udgangspunkt for syntesen af de øvrige aminosyrer i rodknoldene. Nitrogenfikseringen er en temmelig energikrævende proces, og derfor er symbioseforholdet kun en fordel for planten, hvis den begrænses meget af N-mangel. Oftes er nitrogenfikseringen størst når planten sætter frø, hvorfor mange af bælgplanternes frø er meget proteinrige (fx ærter, bønner, jordnødder).
At anvende planter med rodknolde i landbrug har en rigtig gavnlig effekt på afgrøderne. Hvis afgrøderne efterlades eller nedpløjes vil jordens mikroorganismer begynde at nedbryde afgrøderne, og således vil kvælstoffet frigives til jorden i form af ammoniak, hvilket det kommende års afgrøder kan drage stor nytte af. På denne måde kan anvendelsen af kunstgødning reduceres.
Læs evt. videre om symbiosens genetik, hvor symbiosen uddybes og hvor det bl.a. beskrives, at specifikke planters evne til at danne dette symbiotiske forhold med rhizobiumbakterier genetisk har meget tilfælles med det symbiotiske forhold etableret med mykorrhizasvampen.
Kilder: http://www.denstoredanske.dk/Natur_og_milj%C3%B8/Mikrobiologi/Bakterier_og_mikrobiologi_generelt/Rhizobium
For at opnå livsnødvendige næringsstoffer har mange planter udviklet en symbiose med forskellige mikroorganismer.
Mykorrhiza er en svamperod, der danner en symbiose med plantens rødder. På denne måde forlænges plantes rødder via mykorrhizasvampens lange svampetråde (hyfer). Hermed kan planten langt bedre nå de næringsstoffer, som den med sit eget rodnet ikke kan få adgang til. Mykorrhizasvampen forbedrer således plantens næringsstofoptagelse betydeligt. Faktisk kan hyferne blive over 100 gange længere end selve plantens rødder! Til gengæld forsyner planten mykorrhizasvampen med simple kulhydrater, aminosyrer, vitaminer og andre vækststoffer, som svampen skal bruge til egen vækst og til at udvide sine hyfer, så planten kan få adgang til nye jordpartikler og næringsstoffer via mykorrhiza. Mellem 5 og 20% af plantens nettoproduktion forbruges af mykorrhiza.
Det anslås at op mod 85% af alle vores træarter i Danmark, samt en betydelig del af vore urteagtige planter har udviklet et symbiotisk forhold til mikorrhiza.
Symbiosen mellem mykorrhizasvampen og planten opstår ved, at plantens rodspidser vokser sammen med svampens hyfer. Hvis hyferne trænger ind i selve roden og bryder plantens cellevæg kaldes svampen en endomykorrhiza. Omslutter hyferne derimod rodspidsen med et tykt beskyttende kappe og sender sideskud ind mellem rodcellerne, så kaldes svampen en ektomykorrhiza. Det smarte ved særligt den sidste form for symbiose mellem mykorrhiza og planter er, at ektomykorrhizaens kappe beskytter rodspidserne mod frost og infektioner.
Mykorrhiza kan ikke nedbryde humusstoffer, men kan optage uorganiske næringsioner på og omkring jordkolloiderne, som dernæst kan videreføres til planten. Planten modtager fra mykorrhiza næringssalte, især fosfat, samt calcium, amonium, kalium, magnesium, kobber og kvælstof, som alle er vigtige stoffer for planten. Derudover forsyner mykorrhiza også planten med vand og beskytter planten mod angreb fra nematoder og andre svampearter.Det er desuden værd at bemærke, at mykorrhiza kan forbinde mange forskellige plantearter i en skov samtidigt og således sørge for en udveksling af sukkerstoffer, vitaminer og plantehormoner mellem arterne. Mykorrhizasvampe bliver således fælles bindeled for et større sammenhængende plantesamfund.
Ved brug af fungicider (svampegifte) i landbrug i dag begrænses udviklingen af mykorrhiza dog, hvilket derfor medfører, at afgrødernes evne til at optage mange næringsstoffer tillige begrænses, og derfor stiger anvendelsen af kunstgødning.
Læs evt. videre om symbiosens genetik, hvor symbiosen uddybes og hvor det bl.a. beskrives, at specifikke planters evne til at danne dette symbiotiske forhold med mykorrhizasvampen genetisk har meget tilfælles med det symbiotiske forhold etableret med rhizobiumbakterier.
Kilder:http://da.wikipedia.org/wiki/Mykorrhiza, http://www.denstoredanske.dk/Natur_og_milj%C3%B8/Botanik/Stilksporesvampe_(Basidiomycetes)/mykorrhiza,
Næringsstoffer som kvælstof og fosfor er essentielle for planters overlevelse. Men mange næringsstoffer er bundet til svært nedbrydelige organiske forbindelser og humusstoffer, hvilket planter ikke selv kan nedbryde. F.eks. er helt op til 95% af alt kvælstof i jorden ofte bundet i organiske forbindelser, mens kun ca. 5% findes i jorden som løst bundet nitrat og ammonium, som planternes rodceller kan udnytte.
Dog har planter udviklet et symbiotisk forhold med mikroorganismerne omkring rodnettet, da mikroorganismerne nemlig har den evne, at kunne nedbryde disse svært nedbrydelige organiske forbindelser via særlige enzymer og dermed frigøre de næringsstoffer til jordvæsken som planterne søger til vækst. For at lokke mikroorganismerne hen til planternes rodnet og på den måde øge den mikrobielle aktivitet omkring rodnettet, forsyner planterne mikroorganismerne med letomsættelige kulhydrater som mikroorganismerne skal bruge til egen vækst og formering. Der opstår således et symbiotisk forhold mellem planter og mikroorganismer.
Planter udskiller dog ikke en konstant mængde af letomsættelige kulhydrater til jordvæsken hele året, men varierer udskillelsen i løbet af året, for på den måde at variere og tilpasse den mikrobielle aktivitet i forhold til plantens vækst.
Ved at foretage undersøgelser med radioaktivt mærket CO2, er det muligt at bestemme hvor stor en del af kulhydratproduktionen i planter der går til de mange processer i planter i løbet af et år.
Den radioaktive CO2 indbygges via planternes fotosynteseproces i glukosen, der omdannes til sukkerstoffet sucrose for at kunne blive transporteret ud til alle plantes celler og udnyttes. Man kan derfor følge sukkerstoffet rundt i planterne, og se hvad planterne anvender det til.
Undersøgelserne har vist, at det særligt er i starten af en vækstsæson, at planter investerer store dele af deres primære produktion af kulhydrater til at fremme den mikrobielle aktivitet omkring rødderne. Planterne udskiller derfor mange letomsættelige kulhydrater til mikroorganismerne i starten af foråret, hvor planterne har meget brug for, at vigtige næringsstoffer til egen vækst frigøres i jordvæsken og har brug for at danne et godt mikrobielt miljø omkring rodnettet til resten af vækstsæsonen.
Som vækstsæsonen skrider frem, ændrer dette sig dog markant. Når rodnettet er godt udviklet og udbygget og det mikrobielle miljø omkring rødderne er sikret til resten af vækstsæsonen, så kan planterne begynde at reducere udskillelsen af letomsættelige kulhydrater til mikroorganismerne, og i stedet begynde at investere i den overjordiske del af planten. Nu bruges den største del af kulhydratproduktionen hos planterne derfor mest af alt til udvikling og modning af frø.
Senere i vækstsæsonen øges bakterieantallet omkring rodnettet, hvilket trækker protozoer og nematoder til omkring rødderne. Årsagen hertil er, at planterne nu afskærer en del af deres rodnet for at overleve den kommende vinter. Det døde rodnet skaber en ny mikrobiel aktivitet, idet mikroorganismer nu begynder at omsætte det døde rodvæv.
Planter og mikroorganismer er derfor inderligt afhængige af hinanden i løbet af en vækstsæson.
I en plante forekommer to transportsystemer, som henholdsvis sørger for transport af sukkerstoffet sukrose og transport af vand.
Når en plante via fotosynteseprocessen bl.a. danner sukkerstoffet glukose, som skal bruges til plantens vækst og til at skabe mikrobiel aktivitet omkring rødderne, så kan overskuddet af glukosen pumpes ud i bladkarstenglens sikar i form af sukkerstoffet sukrose. Sikar eller phloem er derfor et langt kanalsystem i planten, som består af ufattelig mange langstrakte planteceller der forekommer yderst i plantens stængel.
I sikarene findes en plantesaft hvori sukrosen opløses og dernæst flyder med kanalerne til modtagercellerne. Transporten af plantesaften med sukrosen sker automatisk idet modtagercellerne trækker sukrosen til sig fra lav koncentration til høj koncentration. Der forekommer således det man kalder en massestrømning.
Via sikarene kan sukrosen på denne måde fordeles til andre dele af planten, som skal bruge sukkerstoffet til forskellige processer. Rødder, knopper og frugter, der alle kræver energi for at kunne udvides, vokse og modnes, er de dele af planten som kræver særligt meget sukrose. Desuden lagrer planten ofte sukrose i løbet af vinteren i form af stivelse, for på denne måde at være klar med energi når den nye vækstsæson starter.
Ud over sikarkanalerne findes også vedkar eller xylem i planter. Dette er igen et transportsystem. Det vi kalder årringe er i virkeligheden en række ældre vedkarlag. Hvert år danner planten nemlig et nyt lag af vedkar udenpå det gamle lag af vedkar.
I vedkar transporteres vand fra rødder op til plantes mange plantedele. Vand er essentielt for planter idet næsten 95% af deres optagne vand fordamper når de såkaldte spalteåbninger på undersiden af deres blade er åbne, hvorigennem bladene optager kuldioxid til deres fotosynteseproces. Vand er også en vigtig bestanddel i alle plantecellers cytoplasma og vand udgør samtidig en stor del af planternes fotosynteseproces.
Vandet optages igennem rødderne via passiv osmose, dvs. via en diffusionsform som ikke er energikrævende og hvor vandet bevæger sig fra en lav stofkoncentration til en høj stofkoncentration forårsaget af den højere saltkoncentration i rodcellerne.
Vandet i vedkarrene trækkes i planten fra rødderne op til bladene idet fordampningen af vand fra bladene skaber et undertryk i plantecellerne, hvormed de derfor trækker nyt 
vand fra vedkarrene for at udligne undertrykket.
Den efterfølgende vandoptagelse gennem plantens rødder, for at erstatte det fordampede vand, følger fordampningen fra bladene med nogle timers forsinkelse. Fordampningen fra bladene er størst midt på dagen, hvor solindstrålingen er kraftigst, men i løbet af eftermiddagen, hvor lysniveauet aftager opnår planten den optimale vandoptagelse gennem rødderne.
Vedkarrenes transport af vand forudsætter, at kanalsystemet er ubeskadiget, dvs. udgør en sammenhængende søjle af vand fra rødder til blade. Men hvis vedkarrene beskadiges og luft trænger ind i vedkarrene og bryder vandsøjlen, så vil vedkarrene være ubrugelige idet luften vil stoppe transporten af vand.
Når man derfor køber afskårne blomster hos blomsterhandleren, er det altid en god ide, hvis man gerne vil have sine blomster til at overleve længst muligt, at klippe det nederste af stænglerne fra inde de sættes i vand, idet man derfor klipper den del af plantestilken fra, hvor vedkarrene er beskadigede og blokerede med luft. På denne måde vil blomsterbuketten kunne overleve længere.
En plantes vækst styres af en lang række væksthormoner. Særligt plantehormonet auxin, som produceres hos planternes i skudspidserne, har en stor betydning for planternes underfundige vækst. Fototropistiske planter har en lysrettet vækst. Her er det netop væksthormonet auxin som spiller en særlig vigtig rolle. Hormonet dannes i skyggesiden af et planteskud hvor plantecellerne påvirkes via auxin til at kunne strækker sig længere end cellerne i lyssiden ved at sænke pH-værdien i cellevæggene hos plantecellerne i skyggesiden. På denne måde kan plantecellerne derfor bevæge sig efter lyset. Skudspidsen bevæger sig hermed også efter lyset og stænglen kan derved blive temmelig asymmetrisk for at opnå og udnytte mest muligt lys hver dag. De enkelte plantedele i en plante bidrager herforuden også til at optimere lysoptagelsen. Dette sker bl.a. ved at vende bladene i forhold til lyset, således at de står vinkelret på lysindstrålingen hele dagen.
Andre receptorer i planter reagerer på tyngdekraften, hvilket kaldes geotropisme. Her styres plantes vækst igen af plantehormonet auxin, således at planterne kan vokse mod tyngdekraften og dermed opad mod lyset.
Kilder: http://da.wikipedia.org/wiki/Fototropisme, http://www.denstoredanske.dk/Natur_og_milj%C3%B8/Botanik/Plantefysiologi/fototropisme, http://www.denstoredanske.dk/Natur_og_milj%C3%B8/Botanik/Plantefysiologi/geotropisme,
